INT. OMKLÆDNINGSRUM - AFTEN
Kit er den sidste tilbage, stadig i fodboldtøjet, med støvlerne i den ene hånd. Han stiller sig mellem træneren og døren.
Det går hurtigt, du skal jo have låst banen af. Jeg kommer ikke igen til august. Jeg ville sige det til dig ansigt til ansigt og ikke i den der gruppe, for du har været ordentlig over for mig, og jeg gør det ikke med en tommel op.
Det er ikke bænken. Jeg ved godt, det er det, du tror. To sæsoner, fire kampe fra start, alle sammen da Ollie fik fjernet visdomstænder. Jeg har sluttet fred med at være ham, der varmer ham op. Jeg blev god til det. Jeg kan se på måden, han griber på, hvilket humør han er i.
Det er Sam. Min bror. Han er elleve. Han blev udtaget til U12 i tirsdags, og jeg var der, da brevet kom, og jeg så far læse det. Han gjorde det der. Det lille nik. Og så: 'Godt. Så skal vi have købt nogle ordentlige handsker til dig.' Det er den sætning. Sådan startede det med mig. Ordentlige handsker, så øvelserne i haven, så kampen i fjernsynet om søndagen med pauseknappen, så køreturen hjem, når jeg havde lukket en ind. Fyrre minutter. Ingen radio.
Sam kender ikke noget til det endnu. Han tror bare, han har fået et sæt fodboldtøj. De spiller lørdag klokken ti, ligesom os, i den anden side af parken. Så jeg kan ikke være to steder, og jeg vælger sidelinjen. Jeg stiller mig på den anden side af banen end far og klapper, når Sam henter bolden ud af nettet, så der er én stemme, der gør det. Det skal han have.
Det var det. Du behøver ikke sige noget. Behold handskerne, de er jo klubbens alligevel. Ollie får brug for en ny, der kan læse ham. Sig, de skal holde øje med hans venstre hånd.