Køreprøven

Må jeg lige, inden du skriver noget. Jeg ved godt, kuglepennen allerede er i gang. Jeg kan se den bevæge sig. Men jeg vil gerne have hændelsesforløbet med i protokollen, for den rundkørsel var, når man tænker efter, ikke udelukkende mig.

Et. Skiltningen. Der er et skilt med Centrum og en pil, der peger, vil jeg mene, på en hæk. To. Lastbilen. Du så lastbilen. Lastbilen havde holdninger til, hvilken bane den var i, og de holdninger ændrede sig. Tre, og her vil jeg gerne være retfærdig over for mig selv, orienteringen i spejlet var fremragende. Det sagde du selv. Du sagde 'godt' højt. Jeg hørte det. Det er ført til protokols, med din stemme.

Og så er der den del, som jeg godt vil medgive ser skidt ud fra passagersædet, nemlig standsningen. Halvvejs rundt. Med blinklyset i den forkerte retning. Jeg vil ikke fornærme dig ved at sige, at det var bilen.

Det var min bedstemor. På midterøen. Hun ordner blomsterbedene for kommunen, tirsdage, refleksvest, sådan en lille knæpude. Jeg kom rundt i svinget, og så rejste hun sig og vinkede med planteskeen, med hele armen, og man kan jo ikke lade være med at vinke til sin bedstemor. Det kan man ikke. Ingen kan. Der er ikke en rubrik på dit skema til det, men det burde der være. Jeg vinkede, bilen gjorde, hvad biler gør, når man slipper med den ene hånd, og lastbilen var, til dens ros, meget forstående.

Så. Delvist ansvar. Delt med en kvinde på fireoghalvfjerds og en hæk. Sæt de krydser, du skal, jeg skal ikke diskutere. Jeg vil bare bede dig om at gøre det ret hurtigt, for hun er færdig med stedmoderblomsterne og kommer herover, og hvis hun spørger, hvordan det gik, skal jeg allerede være ude af den her bil.