Færgebilletten

Inden du siger noget. Jeg ved godt, hvordan det ser ud. Én billet. Jeg så dit ansigt, da jeg tog den frem. Du troede, jeg ville tage af sted uden dig. Sæt dig, muren er tør, jeg har tjekket.

Jeg gik ned på kontoret i frokostpausen. Maureen sad ved skranken, hun spurgte, hvem den var til, og så sagde jeg det, før jeg havde besluttet mig. Jeg sagde dit navn. Ti over syv, fredag, én voksen, én cykel. Du skal stadig betale for cyklen. Det må jeg ikke gøre. Cyklen skal åbenbart være til stede.

Du har talt dig selv fra det siden marts. Hver gang skolen sender dig noget, læser du det ved mit køkkenbord, og så siger du: 'Nå, nu må vi se,' og kigger på mig. Som om jeg er grunden. Som om du har brug for, at jeg siger: tag af sted. Så det er det, jeg gør nu. Med penge.

Jeg tager ikke med. Jeg ved godt, hvad vi sagde. Jeg har sagt 'næste år' siden markedet, og du har været sød nok til ikke at lægge mærke til, at jeg mener det. Jeg kan godt lide at være her. Jeg kan lide tågen og butikken og at kende alle hundenes navne. Det må man godt. Og det kan du ikke, og det må man også godt, og en af os er nødt til faktisk at gøre det i stedet for at sidde på en mur og tale om det.

Den står i dit navn. Maureen stavede det forkert, jeg fik hende til at lave den om. Du skal ikke kramme mig. Så græder jeg, og så bliver du, og så har jeg betalt for en cykel, der ikke kommer nogen vegne. Fredag. Ti over syv. Husk cyklen.