INT. BARNDOMSHJEM - KØKKEN - DAG
Jo lukker for vandet og tørrer hænderne i et viskestykke, der har hængt på den samme krog i tredive år. Jo peger på en stol.
Sæt dig. Nej, sæt dig, for du får lyst til at gå rundt, og det vil jeg helst ikke have, i mors køkken. Jeg har solgt det. Ikke 'jeg overvejer'. Solgt. Jeg sagde ja i tirsdags til familien Kellys datter, hende, der gik med aviser. Hun har to børn og vil gerne have haven. Hun græd, da hun så æbletræet. Det kan jeg bruge.
Du ville have haft en samtale. Derfor tog jeg ikke en. Du ville have sagt 'lad os nu ikke forhaste os' med den stemme, og jeg ville have givet dig ret, for jeg giver dig altid ret, når du bruger den stemme, og så var det blevet søndag igen.
Ved du, hvad søndag er. Søndag er broen. Tyve minutter over, tyve hjem, i tre år. Jeg lufter radiatorerne ud. Jeg lader vandhanerne løbe, så vandet ikke står stille i rørene. Jeg tænder for varmen en time i januar, så fugten ikke går i hendes bøger. Jeg slår græs. Jeg taler med hr. Adeyemi over hegnet om, hvorvidt vi beholder det, og jeg siger 'vi', og han er sød nok til ikke at spørge, hvem af os han nogensinde har set.
Du kommer til jul. Du har børnene og afstanden, det ved jeg. Men 'vi beslutter det sammen' har betydet 'Jo beslutter ved ikke at beslutte, hver søndag, på ubestemt tid', og i tirsdags, da jeg stod ved den her vask med vandhanen åben for rørenes skyld og så vandet løbe ud i afløbet, fandt jeg ud af, at det vil jeg ikke mere.
Så. Overtagelsen er den tolvte. Hendes bøger er pakket. De gode ligger i min bil, resten er dine, det må du gerne diskutere med mig. Nøglen hænger på hendes krog. Nu kører jeg over broen, den rigtige vej, og jeg kommer ikke tilbage efter plæneklipperen.