INT. BRYLLUPSTELT - AFTEN
Frankie står med en stak talekort, ser på det tredje og vender sig væk fra gæsterne mod brudgommen.
Ben. Min ven. Jeg kigger på dig i den her del, for din nye svigermor sidder ved bord fire, og jeg har lige opdaget, at kort tre er det fra Lanzarote. Jeg kan ikke tage kort tre. Kort fire til ni afhænger alle sammen af kort tre. Så nu improviserer vi. Alle har fået fisk, de er medgørlige.
Jeg har kendt Ben, siden vi var ni. Han var ham med inhalatoren og nogle meget faste holdninger til, hvilken dinosaur der ville vinde. Det er han stadig, på begge punkter. Det er hans skyld, at jeg bestod min teoriprøve, hans skyld, at jeg ikke købte den der varevogn, og han er, og det vil jeg gerne have, at alle hører, det eneste menneske, der nogensinde har skrevet 'godt hjemme?' til mig klokken to om natten og faktisk er blevet oppe for at få svaret.
Nu kommer det, jeg ikke burde sige. Jeg var bekymret for i dag. Ikke for Priya. Priya er det bedste, der nogensinde er sket for dig, det ved alle i det her telt, jeg så hendes ansigt under løfterne, og det var ærlig talt lige i overkanten. Jeg var bekymret for mig. Fra ni til fireogtredive er lang tid at være den første, nogen ringer til. Jeg stod der i morges og ordnede din knaphulsblomst og tænkte: nå, så er det slut, det er sidste gang, det er mig, der retter på dig.
Og så sagde du: 'Har du fået noget at spise?' og lavede det ansigt. Så. Jeg har det fint. Jeg er blevet degraderet til andet opkald, og jeg bliver fremragende til det.
Ben. Priya. Kortene ryger i vandkanden. Op med glassene. For de eneste to mennesker i det her rum, jeg faktisk ville lade køre min varevogn.