INT. HOSPITALSAFDELING - GANG - NAT
Sam kommer ud af skyllerummet og tørrer hænderne. Kollegaen skal til at sige noget. Sam løfter en finger.
Sig ikke 'sov på det'. Jeg har sovet på det i elleve år. I nat delte jeg medicin ud, og så målte jeg værdier, og så sad jeg hos hr. Okafor, mens han bad mig åbne vinduet, så han kunne høre regnen, og jeg sagde 'om lidt'. Og jeg mente det. Jeg ville gøre det.
Det var ikke en dårlig nat. Det er det, der er. Ingen hjertestop. Pumpen på stue fire opførte sig ordentligt for en gangs skyld, og pigen fra vikarbureauet viste sig at være fantastisk. Det var en almindelig nat, jeg gjorde alting rigtigt, og jeg har lige stået i skyllerummet i tyve minutter, fordi jeg ikke kunne huske, om jeg havde åbnet hans vindue eller kun tænkt på det.
Jeg gik tilbage. Det var lukket. Han sov. Så det betød ikke noget, forstået på den måde, at der ikke skete noget, og det betød mere end noget andet, fordi jeg er blevet en, der siger 'om lidt' til en mand, der har bedt om én ting.
Du ved, hvordan jeg var før. Du skældte mig ud for det. Sad på sengene. Lærte børnebørnenes navne. Engang gik jeg med telefonnummeret på datteren til patienten i seng seks i lommen i en uge, fordi hun gerne ville have besked. Sådan er jeg ikke mere, og jeg har fortalt mig selv, at det er vagtplanen, det er bemandingen, det er vinteren, og det er alt det, og så er det også, at jeg er otteogfyrre, og det, jeg var god til, er slidt igennem på midten som en sok.
Der er overlevering klokken syv. Jeg gør det ordentligt, får skrevet det hele. Så går jeg ind og åbner det vindue, for det regner stadig. Så tager jeg hjem og lader være med at stille et vækkeur. Du må få min gode kuglepen.