INT. ENTRÉ - NAT
Ruth lukker hoveddøren bag sig så stille, hun kan. Hendes mand står på trappen i mørket med telefonens skærm tændt i hånden. Hun løfter en hånd, før han når hen til kontakten.
Tænd ikke loftlyset. Lad være. Jeg ved godt, du så mig. Du behøver ikke stå sådan med telefonen, som om du skal til at ringe til nogen. Hvem skulle du ringe til?
Siden marts. De fleste nætter. Ikke hver nat. Når der bliver stille i huset, går jeg ud og sætter mig i bilen. I indkørslen. Jeg kører ingen steder. Det er det, jeg har brug for, at du hører. Jeg starter den aldrig. Jeg drejer kun nøglen nok til at få radioen til at virke, og der er en kanal, der sender vejret for bådene hele natten. En mand, der læser vindstyrker op for steder, jeg aldrig kommer hen. Og der sidder jeg.
Fyrre minutter. En time. Så kommer jeg ind og lægger fødderne over i din side, og du siger 'hvor har du været' i søvne, og jeg siger 'på toilettet'.
Du vil vide, hvad der er galt. Der er ikke noget galt. Det er det, jeg ikke kan få dig til at forstå. Jeg har ledt efter det, der er galt. Det er ikke dig. Det er ikke pigerne. Det er, at fra klokken halv syv om morgenen er der altid nogen, der siger 'mor' eller 'har du set' eller 'kan du ikke lige'. Og bilen er det eneste rum i det her hus, hvor ingen kan finde døren.
Tag ikke nøglerne. Jeg kan se, du tænker på nøglerne.
Gå i seng igen, hvis du vil. Eller. Der ligger et tæppe på bagsædet, under fodboldtøjet. Du kunne tage det med. Du kunne sidde på passagersædet uden at sige noget, og så kunne vi finde ud af, hvor vinden er i nat.
Jeg går først. Lås ikke døren efter os.