EXT. RÆKKEHUS - HOVEDDØR - AFTEN
Owen står et helt skridt fra døren i sit arbejdstøj. Den fjortenårige, der har åbnet, holder den ene hånd på dørgrebet. Owen peger på ham.
Er din far hjemme? Nej. Godt. Det er ikke ham, jeg vil tale med. Det er dig. Bliv dér, der sker ikke noget. Jeg kommer ikke ind.
Du ved, hvem jeg er. Du kender min søn. Isaac. Lille, briller, gør det der med ærmerne. Du har smidt hans taske i skraldespanden ved busskuret. Hver dag siden ferien midt i terminen. Han har sagt til sin mor, at han mister den. Syv tasker. Jeg har købt tasker, Callum. Jeg har købt dem i pakker.
Jeg kom herhen for at skræmme dig. Det vil jeg godt være ærlig om. Jeg sad i varevognen i tyve minutter og tænkte over, hvad jeg skulle sige. Jeg havde en tale. Der var mange ord i den, som din mor ikke ville bryde sig om.
Og så pegede jeg på dig lige før, og så gjorde du sådan dér. Med armen. Op. Før jeg overhovedet var færdig med at pege.
Det er en hurtig arm, min dreng. Jeg kender den arm. Jeg havde sådan en. Min far var en stor mand i et lille køkken, og jeg havde den hurtigste arm på vores vej. Og hver dag i skolen fandt jeg en, der var mindre end mig, og smed hans taske i en skraldespand.
Ikke Isaac. En anden, før du blev født. Danny Moss. Jeg tænker mere på Danny Moss, end jeg tænker på min far.
Så nu skal du høre, hvad jeg gør. Ingenting. Jeg siger det ikke til skolen, og jeg siger det ikke til din far. Jeg siger det ikke til din far, Callum. Hører du mig?
Men i morgen, ved skuret, samler du hans taske op, giver ham den og siger 'her'. Ét ord. Det er hele opgaven.
Her er mit nummer. Du ringer ikke om Isaac. Du ringer, hvis du nogensinde får brug for en varevogn.