INT. SVØMMEHAL - ØVERSTE VIPPE - DAG
Kai står helt ude for enden af vippen med tæerne krummet om kanten. Kai hører nogen på stigen, vender sig og ser sin lillebrors hoved dukke op.
Du skal ikke længere op. Bliv på det trin. Det dér. Hold fast i begge sider.
Jeg er ikke bange. Jeg tjekker. Man skal tjekke vandet først, for blade og sådan noget. Jeg gør det ordentligt.
Theo, hvorfor kom du herop? Det må du ikke. Du er syv. Man skal være otte og have sit mærke, og du har frømærket, og frømærket er til det lille bassin.
Nej, jeg kan ikke komme ned igen, du står på stigen. Og den dreng står bag dig. Og hans far står bag ham. Der er en hel familie på stigen.
Okay. Må jeg fortælle dig noget, som du ikke siger til mor? Jeg har været heroppe før. Tre gange. Hver lørdag siden i sommer. Og hver gang kommer jeg hertil, til enden, hvor det ru holder op, og jeg kigger ned, og vandet ser virkelig langt væk ud og virkelig hårdt, ligesom et gulv. Og så går jeg ned ad stigen igen og siger til alle, at livredderen sagde, der var lukket.
Der var ikke lukket.
Lad være med at græde. Theo. Hey. Det er okay. Du gjorde noget modigt, du kom herop. Det tæller. Far siger, at det sværeste er at komme derop. Det siger han også om tandlægen, så jeg ved ikke rigtigt.
Nu gør vi sådan her. Du kravler ned igen. Langsomt, begge hænder. Sig undskyld til manden. Så stiller du dig helt henne ved kanten, ved siden af livredderen, og ser på mig. Ikke på vandet. På mig.
Og når mit hoved kommer op, så vinker du. Med hele armen. Så ved jeg, at jeg gjorde det.