Nadia løfter en brun læderhåndtaske op på skranken og lader den ene hånd ligge fladt ovenpå. Tomas står med et foldet dokument, han endnu ikke har lagt fra sig.
Nadia
Før jeg kan udlevere den, skal jeg spørge, hvad der er i. Det er reglerne. Det er ikke mig.
Tomas
Læsebriller, rødt stel, tape på venstre brillestang. En pung med et billede af en hund, der døde i to tusind og ni. Pebermyntepastiller. Hun spiste aldrig pastillerne. Hun kunne bare godt lide at have dem.
Nadia
Fortsæt.
Tomas
En kuglepen fra tandlægen. En indkøbsseddel. Æg, affaldsposer og ordet tirsdag med to streger under. Jeg ved ikke, hvad tirsdag var.
Nadia
Det er alt sammen rigtigt. Jeg skal stadig have den nærmeste pårørendes underskrift.
Tomas folder dokumentet ud og lægger det på skranken.
Tomas
Enogtredive år. Er det nært nok?
Nadia
Hun var med toget otte femten.
Tomas
Hver torsdag. For at besøge sin søster.
Nadia
Togføreren kom selv ind med tasken. Han sagde, at hun sad meget rank ved vinduet. Han troede, hun sov.
Tomas
Sagde han andet?
Nadia
Han sagde, hun smilede til sin telefon.
Tomas
Hun hadede den telefon. Jeg måtte vise hende, hvordan man tog den. To gange.
Nadia vender blanketten og rækker en kuglepen frem.
Nadia
Skriv under ved krydset, så er den din.
Tomas skriver under og løfter tasken ind mod brystet.
Tomas
Tak. Du behøvede ikke fortælle mig det med vinduet.
Nadia tager en lille sort telefon frem fra under skranken og lægger den ved siden af blanketten.
Nadia
Der er én ting til. Den lå i en lynlåslomme inde i foret.
Tomas
Den er ikke hendes. Hun havde kun den ene.
Den sorte telefon lyser op og begynder at vibrere mod skranken.
Nadia
Den har ringet hver aften klokken syv. Klokken er syv.