Mågen: Ninas monolog

Jeg er en måge... Nej, ikke det. Jeg er skuespillerinde. Ja, ja! Og han er her... Ja, ja... Det er ingenting... Ja... Han troede ikke på teatret, han lo altid ad mine drømme, og lidt efter lidt holdt jeg også op med at tro og mistede modet... Og så kærlighedens bekymringer, jalousien, den evige angst for den lille... Jeg blev smålig, ubetydelig, jeg spillede uden mening... Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med hænderne, jeg kunne ikke stå på en scene, jeg havde ingen magt over min stemme. Du kender ikke den tilstand, når man mærker, at man spiller forfærdeligt.

Jeg er en måge. Nej, ikke det... Kan du huske, du skød en måge? Tilfældigt kom en mand forbi, så den og ødelagde den, fordi han ikke havde andet at tage sig til... Stof til en lille novelle... Det er ikke det...

Hvad er det, jeg siger?.. Jeg taler om scenen. Nu er jeg ikke sådan mere... Nu er jeg en rigtig skuespillerinde, jeg spiller med nydelse, med henrykkelse, jeg bliver beruset på scenen og føler mig smuk. Og nu, mens jeg bor her, går jeg hele tiden, går og går og tænker, tænker og mærker, hvordan mine indre kræfter vokser for hver dag... Nu ved jeg det, nu forstår jeg, Kostja, at i vores fag, hvad enten vi spiller på en scene eller skriver, er det vigtigste ikke berømmelsen, ikke glansen, ikke det, jeg drømte om, men evnen til at holde ud. Lær at bære dit kors, og tro. Jeg tror, og så gør det ikke så ondt, og når jeg tænker på mit kald, er jeg ikke bange for livet.