Hamlet: At være eller ikke være

At være eller ikke være, det er spørgsmålet: Om det er ædlere i sindet at tåle Den rasende skæbnes slyngesten og pile, Eller at gribe til våben mod et hav af plager Og ved at kæmpe imod gøre ende på dem? At dø, at sove, Ikke mere; og med en søvn at sige, vi gør ende på Hjertesorgen og de tusind slag, Som kødet arver fra naturen: det er en fuldendelse, Man inderligt må ønske. At dø, at sove. At sove, måske drømme... ja, dér er hagen, For hvilke drømme der kan komme i dødens søvn, Når vi har rystet dette dødelige virvar af os, Må få os til at standse. Dét er det hensyn, Der giver ulykken så langt et liv.

For hvem ville tåle tidens piske og hån, Undertrykkerens uret, den stoltes foragt, Smerten ved forsmået kærlighed, lovens langsommelighed, Embedets hovmod og de spark, Som tålmodig fortjeneste må tage fra de uværdige, Når han selv kunne gøre regnskabet op Med en blottet dolk? Hvem ville bære disse byrder, Stønne og svede under et trættende liv, Hvis ikke frygten for noget efter døden, Det uopdagede land, fra hvis grænse Ingen rejsende vender hjem, forvirrede viljen Og fik os til hellere at bære de onder, vi har, End flygte til andre, vi intet ved om?

Sådan gør samvittigheden os alle til kujoner, Og sådan blegner beslutsomhedens sunde farve Til sygelighed under tankens gustne skær, Og foretagender af stor kraft og vægt Lader af det hensyn deres strøm løbe skævt Og mister navnet handling.