Livet er en drøm: Segismundos klage

Ak, jeg elendige! Ak, jeg arme! Himle, jeg vil vide, siden I behandler mig sådan, Hvad jeg forbrød imod jer, Da jeg blev født. Men blev jeg født, så forstår jeg Hvilken forbrydelse jeg har begået: Jeres retfærd og strenghed Har haft grund nok, For menneskets største forbrydelse Er at være født.

Jeg vil kun vide én ting, Så mine søvnløse nætter kan få svar (Lad os, himle, se bort Fra den brøde at blive født): Hvad mere har jeg gjort imod jer, Siden I straffer mig mere? Blev de andre ikke født? Og når de andre blev født, Hvilke privilegier fik de så, Som jeg aldrig fik at nyde?

Fuglen fødes, og i den pragt, Der giver den den største skønhed, Er den knap en blomst af fjer Eller en buket med vinger, Før den skærer gennem luftens sale Med al sin hurtighed Og vender ryggen til den tryghed I reden, den forlader i ro: Og jeg, der har mere sjæl, Har jeg da mindre frihed?

Dyret fødes, og med en pels, Som smukke pletter tegner, Er det knap et stjernebillede (Takket være den kloge pensel), Før den menneskelige nødvendighed, Dristig og grusom, Lærer det at kende grusomhed, Et uhyre i sin labyrint: Og jeg, med et bedre instinkt, Har jeg da mindre frihed?

Fisken fødes, og den ånder ikke, Et foster af rogn og dynd; Og knap ser den sig som et skib af skæl Oven på bølgerne, Før den svinger til alle sider Og måler den uendelighed Af al den rummelighed, Som det kolde dyb giver den: Og jeg, med mere fri vilje, Har jeg da mindre frihed?

Bækken fødes, en slange, Der snor sig løs mellem blomster, Og knap har sølvormen Brudt sig vej mellem blomsterne, Før den, som en musiker, priser Blomsternes mildhed, Der skænker den den herlighed At flygte over åben mark: Og jeg, der har mere liv, Har jeg da mindre frihed?