Romeo og Julie: balkonscenen

Romeo

Jeg tager dig på ordet. Kald mig blot din kærlighed, og jeg er døbt på ny; Fra nu af vil jeg aldrig mere være Romeo.

Julie

Hvem er du, som skjult af nattens mørke Snubler ind i mine hemmeligheder?

Romeo

Med noget navn Kan jeg ikke sige dig, hvem jeg er. Mit navn, min helgen, hader jeg selv, Fordi det er din fjende. Stod det skrevet, så rev jeg ordet itu.

Julie

Mine ører har endnu ikke drukket hundrede ord Fra din mund, og dog kender jeg lyden. Er du ikke Romeo, og en Montague?

Romeo

Ingen af dem, min skønne, hvis du hader dem.

Julie

Hvordan kom du herind, og hvorfor? Sig mig det. Havens mure er høje og svære at klatre over, Og stedet er døden, når man tænker på, hvem du er, Hvis nogen af min slægt finder dig her.

Romeo

På kærlighedens lette vinger fløj jeg over muren, For sten og grænser kan ikke holde kærligheden ude, Og hvad kærligheden kan, det tør den også prøve: Så din slægt kan ikke standse mig.

Julie

Hvis de ser dig, så slår de dig ihjel.

Romeo

Ak, der er mere fare i dit øje End i tyve af deres sværd. Se blot mildt på mig, Så bider deres had ikke på mig.

Julie

Ikke for alt i verden må de se dig her.

Romeo

Jeg har nattens kappe, der skjuler mig for deres øjne, Og elsker du mig ikke, så lad dem bare finde mig. Mit liv var bedre endt ved deres had End døden udsat, hvis jeg skal undvære din kærlighed.

Julie

Hvem viste dig vejen hertil?

Romeo

Kærligheden, som først fik mig til at spørge; Den gav mig råd, og jeg lånte den mine øjne. Jeg er ingen lods; men var du så langt borte Som den fjerneste kyst, skyllet af det fjerneste hav, Så vovede jeg rejsen for sådan en skat.

Julie

Du ved, at nattens maske dækker mit ansigt, Ellers ville en piges rødme farve mine kinder For det, du har hørt mig sige i nat. Gerne ville jeg holde på formerne, gerne, gerne nægte Det, jeg har sagt; men farvel til al høflighed. Elsker du mig? Jeg ved, du vil sige ja, Og jeg vil tage dig på ordet. Men hvis du sværger, Kan du vise dig falsk. Over elskendes mened, Siger man, ler Jupiter. Åh, kære Romeo, Hvis du elsker mig, så sig det ærligt. Eller hvis du synes, jeg er for let at vinde, Så vil jeg rynke panden og være vrang og sige nej, Så du må bejle til mig. Men ellers ikke for alt i verden. Sandt at sige, smukke Montague, er jeg for forelsket; Og derfor tror du måske, at jeg er let på tråden: Men tro mig, unge herre, jeg vil vise mig mere tro End dem, der er snedige nok til at spille kolde. Jeg burde have været mere kølig, det må jeg indrømme, Men du overhørte, før jeg vidste af det, Min ægte kærligheds lidenskab; så tilgiv mig, Og tro ikke, at denne overgivelse er let kærlighed, Som den mørke nat nu har afsløret.

Romeo

Min dame, ved den hellige måne dér, jeg sværger, Der forsølver alle frugttræernes toppe...

Julie

Åh, sværg ikke ved månen, den troløse måne, Der skifter hver måned i sin runde bane, Så din kærlighed ikke bliver lige så skiftende.

Romeo

Hvad skal jeg så sværge ved?

Julie

Sværg slet ikke. Eller hvis du vil, så sværg ved dit dejlige selv, Den gud, som jeg tilbeder som en afgud, Og så tror jeg dig.