EXT. CAPULETS HAVE - NAT
Julie kommer frem oppe på balkonen.
Du ved, at nattens maske skjuler mig, Ellers sås jomfrurødmen på min kind For det, du hørte mig sige her i nat. Jeg ville så gerne holde på formen, gerne, gerne Fornægte, hvad jeg sagde. Men farvel til fine fraser. Elsker du mig? Jeg ved, du siger ja, Og jeg vil tro dit ord. Men sværger du, Kan det jo være løgn. Ad elskendes meneder Ler Jupiter, siger man. Å, kære Romeo, Elsker du mig, så sig det, og mén det. Og tror du, jeg er alt for let at vinde, Så rynker jeg min pande, er vrang og siger nej, Så du må bejle. Ellers ikke for alverden.
Det er sandt, smukke Montague, jeg er for forelsket, Og derfor tror du måske, jeg er letsindig. Men tro mig, min herre, jeg skal vise mig mere tro End de, der har mere snilde til at gøre sig kostbar. Jeg burde selv have gjort mig mere kostbar, Det må jeg indrømme, hvis ikke du, før jeg anede det, Havde hørt min sande kærligheds lidenskab. Så tilgiv mig, Og tag ikke denne overgivelse for let kærlighed, Som mørket nu har røbet.