Onkel Vanja: Sonjas monolog

Vi skal leve, onkel Vanja. Vi skal leve en lang, lang række af dage, af lange aftener; vi skal tålmodigt bære de prøvelser, skæbnen sender os; vi skal arbejde for andre, både nu og når vi bliver gamle, uden at kende til hvile, og når vores time kommer, skal vi dø uden at klage, og dér på den anden side af graven skal vi sige, at vi led, at vi græd, at vi havde det bittert, og Gud vil forbarme sig over os, og du og jeg, onkel, kære onkel, skal se et liv, der er lyst, smukt og yndefuldt, vi skal glæde os og se tilbage på vores ulykker nu med rørelse, med et smil, og så skal vi få hvile. Jeg tror, onkel, jeg tror det glødende, lidenskabeligt… Vi skal få hvile!

Vi skal få hvile! Vi skal høre englene, vi skal se hele himlen fuld af diamanter, vi skal se, hvordan alt det onde på jorden, alle vores lidelser drukner i en barmhjertighed, der fylder hele verden, og vores liv bliver stille, blidt og sødt som et kærtegn. Jeg tror, jeg tror… Stakkels, stakkels onkel Vanja, du græder… Du har ikke kendt til glæde i dit liv, men vent, onkel Vanja, vent… Vi skal få hvile… Vi skal få hvile!

Vi skal få hvile!